Praktikvært

Travel to Farm har 100 års erfaring med at placere landbrugspraktikanter fra alle verdensdele hos danske praktikanter. I de seneste år har antallet ligget på omkring 100 praktikanter pr. år.

Hvorfor Travel to Farm?

Travel to Farm har 100 års erfaring med at placere landbrugspraktikanter fra alle verdensdele hos danske praktikværter. I de senere år har antallet ligget på omkring 60 pr. år, hvoraf flertallet, knap 40, kommer fra lande i Central- og Østeuropa.

Gennem arbejdet på et dansk landbrug får den udenlandske elev en praktisk uddannelse og oplever tilværelsen i en dansk familie og på en dansk landbrugsbedrift. Samtidig tjener vedkommende til opholdet og får råd til at se sig om i området og i Danmark i helhed som turist.

Det er vores mål, at vores udenlandske praktikanter rejser hjem med gode indtryk og oplevelser fra opholdet i Danmark, som vært skal man derfor være villig til at hjælpe og støtte praktikanten både i og uden for arbejdstiden. Travel to Farms program skal derfor opfattes som en udveksling af arbejde og kultur.

Travel to Farms opgaver er:

  • At finde kvalificerede praktiksteder, der passer med praktikantens ønsker om bedriftstype samt at sikre, at rammerne for opholdet, bl.a. kontrakter, løn- og ansættelsesforhold, arbejds- og opholdstilladelse og forsikringer er i overensstemmelse med danske regler.
  • Problemløsning af både praktisk og menneskelig art, som måtte opstå under opholdet. Vi er i den forbindelse i løbende kontakt med både praktikanter og værtsfamilier. Desuden trækker vi på det net af ungdomskonsulenter, som LandboUngdom og praktikudvalgene har, hvis der er behov for besøg eller problemløsning på stedet.
  • For at give vores praktikanter en ekstra oplevelse i Danmark arrangerer Travel to Farm hvert år i september et 2 dages studietur i København og på Sjælland.

Praktikanterne er udvalgt af vores samarbejdspartnere i deres hjemland eller gennem personlige interviews af en ansat fra Travel to Farm. Vores partnere er oftest landbrugsuniversiteter, landbrugsorganisationer eller specielle udvekslingsorganisationer.

Krav

Travel to Farm opstiller de krav, som praktikanterne skal opfylde. Disse er:

  • Mellem 19 og 29 år
  • Påbegyndt eller afsluttet landbrugsuddannelse i hjemlandet
  • Godt kendskab til engelsk eller tysk, dvs. man kan forstå og tale sproget
  • Erfaring fra praktisk landbrug
  • Praktikanterne skal som hovedregel være ugifte

Vi opfordrer til at de har kørekort, men det er ikke et krav fra vores side af! 

Det er som udgangspunkt udvekslingsorganisationen i hjemlandet, som er ansvarlig for udvælgelsen, og som skal garantere, at ovennævnte krav er opfyldt. Dette sker gennem skriftlig ansøgning efterfulgt af et personligt interview af den enkelte ansøger. Travel to Farm laver efterfølgende også et interview med praktikanterne. Travel to Farm søger derigennem at sikre at vores praktikanter er kvalificerede og desuden har en god motivation for at komme til Danmark i praktik og lære om dansk landbrug.

Informationsmøde

Ved ankomsten til Danmark afholder Travel to Farm et orienteringsmøde, hvor alle praktiske forhold, herunder løn, arbejdstid, skat, ferie, sygesikring, mv. gennemgås grundigt med praktikanten. Dette er med til at forberede praktikanten yderligere på opholdet i Danmark.

Ankomsttidspunkter og praktiklængde (cirka datoer)

Juli: Østrig - 3 måneder

Hele året: Europa og andre oversøiske lande 4–18 måneder

 

Hvor kommer praktikanterne fra og hvad kan man forvente?
Vi modtager praktikanter fra vores samarbejdspartnere i Brasilien, Thailand, Indien, Nepal, Uganda, Tanzania, Sri Lanka og Japan. Herudover har vi i de senere år haft en gruppe meget unge praktikanter fra Østrig, og vi har et mindre antal ansøgere fra EU-lande, bl.a. Schweiz, Tyskland, Spanien og Frankrig.

Travel to Farm gennemfører interviews med alle ansøgere. Interviewet varer ca. 30 minutter og har som hovedformål at sikre, at praktikanten taler brugbart engelsk, samt at oplysningerne i ansøgningsskemaet virker troværdige. Herudover danner vi os et indtryk af ansøgeren, som kan bidrage til at finde det rigtige praktiksted.
Praktikanterne er en blanding af universitetsstuderende og almindelige unge landmænd. De er som regel i gang med eller har lige afsluttet en uddannelse indenfor landbrug, og har forskellige grader af praktisk erfaring fra landbrug i hjemlandet.

Nogle er opvokset på et landbrug og har arbejdserfaring derfra, selvom man ikke kan sammenligne et privat familielandbrug i oversøiske lande med en dansk bedrift. Andre har primært praktisk erfaring fra praktik på universitetet, hvor der er obligatorisk praktik i sommermånederne. De har sammenlagt 4-6 måneders erfaring med at malke, passe svin eller markarbejde.

Som vært for international praktikant skal man være ekstra tålmodig i forhold til oplæringen, og være indstillet på, at der er behov for mere støtte og tilsyn på grund af de store kulturforskelle. På den anden side er praktikanterne virkelig interesserede i landbrug og villige til at lære nyt, så en praktikant fra disse lande er normalt en rigtig positiv oplevelse. Dog skal man huske at det danske effektive landbrug i starten godt kan virke overvældende. De skal have tid til at omstille sig. 

Opholdene kan maksimalt være 18 måneder. Da det er et uddannelsesforløb for flere af ansøgerene har nogle af dem kun mulighed for at blive i 12 måneder. Ansøgere fra EU ønsker ofte 3-6 måneders ophold. 

Østrig - kort program
Travel to Farm har et udvekslingsprogram med vores partner i Østrig, hvor en gruppe 17-18- årige østrigere under uddannelse kommer til Danmark i 3 måneder som en del af deres praktik. Ankomst omk. 1. juli og 3 måneder frem. Disse praktikanter har erfaring fra deres familiers gårde, men er derudover kun på deres anden rigtige praktik.

Ønsker man at have en praktikant fra Østrig, bliver der lagt vægt på deres unge alder. Det er derfor vigtigt, at man som praktikvært er indstillet på at inddrage praktikanten i familien, og tage sig god tid til at sætte praktikanten ind i gårdens rutiner. Opholdet skal også indeholde en form for kulturel udveksling mellem dansk og østrigsk kultur. Praktikanterne taler som regel rigtig godt engelsk og selvfølgelig tysk. 
Gebyret for Østrigværter er 1600,- kr.

Vil du vide mere så ring til Maria på +45 2462 4618

Vært gennem Travel to Farm
For at blive vært gennem Travel to Farm skal du leve op til de krav som er beskrevet på denne side.

Praktikpladsgodkendelse
Det er et krav at alle vores værter er godkendt som praktikplads og derudover kan godkendes af ungdomskonsulenterne.

Sprogkundskaber
Værtsfamilierne skal have kendskab til enten engelsk eller tysk.

Kost og bolig
Hvor forholdene gør det muligt, foretrækker T2F, at praktikanterne har både spisning og ophold i familien. De fleste af Travel to Farms praktikanter er dog på egen kost. Vi anbefaler, at man eksempelvis drikker formiddagskaffe sammen. Det er et ubetinget krav, at der kan stilles en tilfredsstillende bolig til rådighed, huslejen er maximalt 2500 kr/md. Det kan være et værelse i familiens hus, en selvstændig lejlighed eller tilsvarende. Der kan ikke tages betaling for vand, varme eller elektricitet. Det er et krav at praktikanten har sit eget værelse.

Løn og arbejdsforhold
En normal arbejdsuge er på 37 timer inklusive arbejde i weekender. Overarbejde derudover kan man enten lade praktikanten afspadsere i forholdet 1:1, eller betale med timebetaling efter lønskalaen.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) accepterer kun overarbejde ud over 37 timer i begrænset omfang i spidsbelastningsperioder. Generelt må arbejdstiden ikke overstige 37 timer om ugen i gennemsnit.

Aflønningen tager udgangspunkt i GLS-A’s overenskomst med 3F

  Uden kost  

Månedsløn

 

11.838,77 kr/mdr

 

 
  Overtid ≤ 2 timer Overtid >2 timer
Overtidsbetaling 110,76 kr/time 132,91 kr/time

 

Yderligere betales et fast tillæg for arbejde på lørdag eftermiddage ( 63,96 kr.) og søndag og helligedage ( 153,69 kr.).

Praktikanterne skifter til 2. års elevløn efter 6 måneder

Dette modsvarer Jordbrugsoverenskomstens regler for udenlandske praktikanter.
Praktikanter over 25 år stiger til 3. års løn efter 6 måneder.

Fridage og Ferie
Der gives minimum en fridag pr. uge i weekenden. På bedrifter, hvor praktikanten indgår i pasningsturnus i husdyrholdet, kan der i stedet gives to fridage hver anden weekend.

Praktikanterne har ret til 2½ dags ferie pr. måned, eller i alt 15 dages ferie på en 6-måneders periode. Ferien skal afholdes i praktikperioden, og det aftales mellem praktikant og landmand, hvornår den skal afholdes.

Der betales 12.5% til feriepenge samt 7% til fritvalgskonto.

Praktikanterne har ret til 5 feriefridage og fridag juleaftensdag. Feriefridage kan efter aftale udbetales med 4,8 % af lønnen, hvis de ikke afholdes.

Andre generelle forhold
Lønnen skal udbetales til dansk NEM-konto og der må ikke trækkes husleje fra lønnen inden udbetaling. 

Praktikant og medlem af familien – hele ugen
Praktikanten kan enten være på egen kost, eller spise alle eller nogle måltider med familien / andre ansatte. 
Som værtsfamilie skal man være indstillet på at tage sig af og hjælpe praktikanten, også uden for arbejdstiden. Praktikanten har jo ikke mulighed for at tage hjem i friweekender eller ferier, så vedkommende vil normalt være hos jer hele ugen. Det er vigtigt, at værtsfamilien er indstillet på det og også hjælper med at skabe kontakt til sportsklubber, landboungdommen eller andre mulige fritidsaktiviteter, som kan give praktikanten kontakter uden for praktikstedet.
Ud over deltagelse i det praktiske arbejde skal praktikanten under opholdet i Danmark have mulighed for at lære både om bedriftens økonomiske forhold og om dansk landbrug i det hele taget. Dette kan f.eks. ske ved at lade jeres praktikant besøge dyrskuer og udstillinger, eller deltage i markvandringer og landboungdomsarrangementer, som danske elever også ville følge med i.

Det er værtsfamiliens opgave at hjælpe med praktiske forhold omkring opholdet, for eksempel:

  • Tilmelding til folkeregistret og SKAT
  • Oprette dansk konto
  • Anvisning af transport - og indkøbsmuligheder