Vært gennem Travel to Farm
For at blive vært gennem Travel to Farm skal du leve op til de krav som er beskrevet på denne side.
Praktikpladsgodkendelse
Det er et krav at alle vores praktikværter er godkendt som praktikplads og derudover kan godkendes af ungdomskonsulenterne.
Sprogkundskaber
Værtsfamilierne skal have kendskab til enten engelsk eller tysk.
Kost og bolig
Hvor forholdene gør det muligt, foretrækker T2F, at praktikanterne har både spisning og ophold i familien, så de kan indgå på lige fod med de øvrige familiemedlemmer.
Det er et ubetinget krav, at der kan stilles en tilfredsstillende bolig til rådighed, huslejen for denne svarer til værdien af fri bolig, som i 2011 er 1000 kr. pr. måned. Det kan være et værelse i familiens hus, en selvstændig lejlighed eller tilsvarende. Der kan ikke tages betaling for vand, varme eller elektricitet. Det er et krav at praktikanten har sit eget værelse, ligesom frit logi indbefatter håndklæder og sengetøj.
Løn og arbejdsforhold
En normal arbejdsuge er på 37 timer inklusive arbejde i weekender. Overarbejde derudover kan man enten lade praktikanten afspadsere i forholdet 1:1, eller betale med timebetaling efter lønskalaen.
Aflønningen tager udgangspunkt i GLS-A’s overenskomst med 3F
| Månedsløn |
Uden kost 10.340 kr/mdr |
Fuld kost 8.240 kr/mdr |
Overtidsbetaling
|
Overtid ≤ 2 timer 96,74 kr/time |
Overtid >2 timer 116,3 kr/time |
Yderligere betales et fast tillæg for arbejde på lørdag eftermiddage ( 55,66 kr.) og søndage ( 133,76 kr.).
Fridage og Ferie
Der gives minimum en fridag pr. uge i weekenden. På bedrifter, hvor praktikanten indgår i pasningsturnus i husdyrholdet, kan der i stedet gives to fridage hver anden weekend.
Praktikanterne har ret til 2½ dags ferie pr. måned, eller i alt 15 dages ferie på en 6-måneders periode.
Ferien skal afholdes i praktikperioden, og det aftales mellem praktikant og landmand, hvornår den skal afholdes.
Praktikanterne har ikke feriefridage, til gengæld har de fri alle forskydelige helligdage, hvor arbejde aflønnes til overtidsbetaling eller afspadsering.
Praktikant og medlem af familien – hele ugen
Praktikanten kan enten være på egen kost, eller spise alle eller nogle måltider med familien / andre ansatte. Grundlønnen justeres efter antallet af måltider.
Som værtsfamilie skal man være indstillet på at tage sig af og hjælpe praktikanten, også uden for arbejdstiden. Praktikanten har jo ikke mulighed for at tage hjem i friweekender eller ferier, så vedkommende vil normalt være hos jer hele ugen. Det er vigtigt, at værtsfamilien er indstillet på det og også hjælper med at skabe kontakt til sportsklubber, landboungdommen eller andre mulige fritidsaktiviteter, som kan give praktikanten kontakter uden for praktikstedet.
Ud over deltagelse i det praktiske arbejde skal praktikanten under opholdet i Danmark have mulighed for at lære både om bedriftens økonomiske forhold og om dansk landbrug i det hele taget. Dette kan f.eks. ske ved at lade jeres praktikant besøge dyrskuer og udstillinger, eller deltage i markvandringer og landboungdomsarrangementer, som danske elever også ville følge med i.
Det er værtsfamiliens opgave at hjælpe med praktiske forhold omkring opholdet, for eksempel:
- Tilmelding til folkeregistret og SKAT
- Oprette dansk konto
- anvisning af transport - og indkøbsmuligheder.