Introduktion
I New Zealand findes der omkring 75.000 landbrugsbedrifter, og efter Australien er New Zealand verdens næststørste producent af lam og får. Andre væsentlige produktionsområder er planteavl, malkekvæg, kødkvæg og frugtavl. Ca. ¾ af landbrugsarealet udnyttes til græsning for de mange millioner kvæg og får.
Ud over landbrug er New Zealand også en populær rejsedestination, hvor du får alt fra storslået natur til ekstrem sport i form af bungy jumping, sky diving og river rafting. New Zealand er delt op i 2 øer, hvor sydøen er tyndt befolket men med mange naturparker, bjerge, gejsere og smukke fjorde. Nordøen er tættere befolket og huser metropolen Auckland, som bestemt er et besøg værd.
Travel to Farms samarbejdspartner i New Zealand hedder RENZ (Rural Exchange New Zealand). Renz har 15 års erfaring med udveksling af landbrugspraktikanter. Renz bestræber sig på at matche dine ønsker med en mulig praktikplads, således at du får relevant erfaring indenfor dit interesseområde.
Hvis du har en drøm om at komme til New Zealand, men ikke har de krævede 12 måneders erfaring, er vores T2F Starter-program måske noget for dig.
Programstart og placeringsmuligheder
Malkekvæg: juli/ august. Enkelte fra oktober
Får: juli/august. Kræver at du har erfaring med får
Planteavl: oktober/november.Mulighed for at arbejde med planteavl, grøntsager, frugt.
Gartneri: august
Ankomst
Når du flyver til New Zealand vil du ankomme i Christchurch. I lufthavnen vil du blive mødt af én fra Renz- kontoret. Den første nat i New Zealand vil du tilbringe hos Renz, hvor du får lidt praktisk information og måske ser Christchurch. Den næste dag arrangerer Renz transport til din vært.
Informationsmøde
Efter et stykke tid vil du blive inviteret til et seminar, hvor du vil møde andre RENZ-praktikanter fra hele verden. Over en weekend vil I få praktisk information, have mulighed for at diskutere eventuelle problemer, se turistattraktioner og deltage i diverse sociale events.
Varighed
6 – 12 måneder
Praktikvært
Din vært på New Zealand har som regel prøvet at have udenlandske praktikanter før og er blevet godkendt som praktikplads af RENZ. Værten er opmærksom på at engelsk ikke er dit modersprog, men forventer dog at du har haft praktisk erfaring indenfor dit arbejdsområde. Afhængig af din placering vil du enten bo i samme hus som din vært eller i en lejlighed sammen med andre ansatte. Også afhængig af din vært vil du enten være på egen, delvis eller fuld kost
Løn og ferie
Du kan regne med at få en nettoløn på ca. 5.800 kr. om måneden for en 40 timers arbejdsuge (svarer til 400 NZD om ugen). Dette beløb er efter skat og kost og logi. I løbet af 12 måneder optjener du 3 ugers ubetalt ferie. Derudover løber dit visum 1 måned ekstra efter endt arbejdsperiode, hvor du kan rejse rundt i landet. Du kan dog max. være i New Zealand i et år.
1-2 gange om året arrangerer RENZ en uges ferietur på Sydøen. Programmet indeholder både landbrugsfaglige besøg og mere turistprægede besøg, f.eks. til en nedlagt guldmine, museer, gletschere, vandfald og meget mere. Det koster ca. 1.000 NZ$ at deltage i turen.
I sommerperioden arrangerer RENZ af og til weekendture, som f.eks. kan bestå af trekking i bjergene, white water rafting eller bungy jump. Der arrangeres også pub-nights på Sydøen.
Når du rejser til New Zealand er det muligt at få et stop-over i Bangkok på vejen hjem. Hvis du ønsker at tilbringe nogle dage i Thailand tilbyder Travel to Farm og Kilroy en 8 dages rundrejse i Thailand, hvor du ser Bangkok, kommer på trecking, rider på elefanter mv. for blot 2.385 kr.
Under dit ophold vil du altid have mulighed for at kontakte RENZ, hvis du får problemer eller har brug for anden form for hjælp. Travel to farm står selvfølgelig også gerne til rådighed.
Pris
7 mdr. ophold i New Zealand (6 mdrs. praktik & 1 mdrs. ferie)
| Returbillet KBH-Christchurch inkl. skatter |
14.000 kr. |
| Forsikring 7 mdr.* |
4.200 kr. |
| Gebyr til RENZ (NZD 1.195 + DKK 140) |
5.255 kr. |
| Visum gebyr (EUR 175) |
1.305 kr. |
| Transport til informationsmøde i KBH |
700 kr. |
| Servicegebyr til Travel to Farm |
6.500 kr. |
| Evt. Ole Heyes legat** |
-5.000 kr. |
| I alt |
26.960 kr. |
Bemærk at alle tal er ca. tal pga. varierende valutakurser og flypriser
*prisen afhænger af ansøgers alder samt varighed af ophold
* *kan kun søges, hvis man er under landbrugsuddannelse
Krav til ansøger
• 19-29 år
• Du har mindst 1 års praktisk erfaring indenfor det område, du ønsker at arbejde med (du behøver ikke nødvendigvis at være landbrugsstuderende eller landmand)
• Kørekort til bil
• Kan gøre dig forståelig på engelsk