Introduktion
Canada er en ægte drømmedestination for folk, der vil opleve det vilde, øde og smukke Nordamerika. Naturen er storslået, og du vil opleve mange kontraster. Som landbrugspraktikant er Canada en god destination, hvis du vil opleve livet på landet, samtidigt med at du kan tage på opdagelse i de mange naturparker.
Hvis du ønsker at tage din landbrugspraktik i Canada, samarbejder Travel to Farm med IRE Canada. IRE Canada er en udvekslingsorganisation, som arrangerer praktik for unge udenlandske landmænd på de canadiske gårde. Derudover sender de også canadiske landmænd på praktikophold rundt omkring i verden.
Hvis du har en drøm om at komme til Canada, men ikke har de krævede 12 måneders erfaring, er vores T2F Starter-program måske noget for dig.
Placeringsmuligheder
Planteavl
Ønsker du at arbejde med planteavl, kan du forvente at bedrifternes størrelse ligger på ca. 1000 – 4000 ha. Placeringer med planteavl ligger fortrinsvis i Manitoba, Saskatchewan eller Alberta. Såsæsonen starter i april og høst begynder i august.
Husdyr
Arbejde med husdyr foregår hele året rundt. Placeringer indenfor kød- og malkekvæg samt svin. Det er også muligt at finde kombinerede placeringer, hvor man arbejder både med husdyr og planteavl.
Agrihome
Agrihome er en mulighed for dig, der kun har lidt erfaring med landbrug, og som samtidig godt kan lide at arbejde i huset, lave mad og passe børn. Du skal forvente at arbejde både med landbrug og i huset.
Home management
Home management er IRE Canadas svar på Au-pair placeringer. Du vil blive placeret på en gård, men kun arbejde i huset. Her er det et krav, at du kan lave mad og du må gerne have erfaring med børn. Du skal forvente at hjælpe til med indkøb, madlavning, børnepasning, havearbejde og lignende.
Programstart
April (7 eller 12 måneder) eller august (3 eller 12 måneder).
Programmet
IRE programmet arbejder for at unge landmænd kan komme til Canada for at lære noget om landbruget og samtidig opleve den canadiske kultur, natur og dyreliv. IRE Canada bestræber sig på at matche dine ønsker med en mulig praktikplads, således at du får relevant erfaring indenfor dit interesseområde.
Alt afhængig af hvad du vil arbejde med og hvor længe du vil af sted, kan du ankomme til Canada enten til april eller august.
3 måneders program
Designet til at man kommer til Canada i høstsæsonen. Derfor er 3 måneders placeringer kun mulige fra 1. august til november.
7 måneders program
Designet til at man kommer til Canada og hjælper i både så - og høstsæson. Derfor er 7 måneders placeringer kun mulige fra april til november.
12 måneders program
Mulige, hvis man ønsker at arbejde med dyr enten hele året eller i vinterperioden. Ankomst april eller august.
Ankomst
Du rejser til enten Winnipeg eller Regina, alt afhængig af hvor i landet din vært er placeret. Din vært vil hente dig i lufthavnen, og de første par uger vil du bruge på at falde til på gården og blive bekendt med dine arbejdsopgaver.
Informationsmøde
IRE Canada afholder informationsmøde omkring midt april. Dette møde foregår i Brandon, Manitoba. Som regel vil din vært hente og bringe dig til dette møde, såfremt det er muligt. IRE-mødet varer 3 dage og foregår sammen med andre praktikanter fra hele verden. Den første dag vil IRE hjælpe med alt det praktiske i form af ansøgning om cpr-nummer, bankkonto osv. De følgende dage vil der komme forskellige gæstetalere, som vil fortælle om landbrug i Canada, og I vil komme på forskellige landbrugsrelaterede ture i området. Derudover er der selvfølgelig også tid til en masse sociale aktiviteter, hvor du kan opbygge dit canadiske netværk. Under opholdet vil du bo på Brandon Universitet i skolens dorm-rooms. IRE-mødet er inkluderet i dit gebyr, med mindre du selv har fundet din placering, og dermed fået en rabat på gebyret. Hvis du er selv placeret i Canada og ønsker at deltage i mødet, koster det dig 275 CAD.
Varighed
3 – 12 måneders ophold
Praktikvært
Din vært i Canada har som regel prøvet at have udenlandske praktikanter før og er blevet godkendt som praktikplads af IRE Canada. Værten er opmærksom på at engelsk ikke er dit modersprog, men forventer dog at du har haft praktisk erfaring inden for dit arbejdsområde. Afhængig af din placering vil du enten bo i samme hus som din vært eller i en lejlighed sammen med andre ansatte. Også afhængig af din vært vil du enten være på egen, delvis eller fuld kost.
Løn og ferie
Du kan regne med at få en nettoløn på ca. 5.500 kr. om måneden ved en arbejdsuge på ca. 45 timer. Dette beløb er efter skat og kost og logi. I løbet af 6 måneder optjener du 3 ugers ubetalt ferie. Derudover løber dit visum 1 måned ekstra efter endt arbejdsperiode, hvor du kan rejse rundt i Canada og USA. Du kan dog max. være i Canada i et år.
I juni arrangerer IRE en 4-dagstur for alle praktikanter i landet. I camperer ved en sø ved Saskatchwan, deltage i et farm-show ved Regina og besøge nogle lokale gårde. Prisen for dette ligger på ca. CAD 140.
Du kan vælge at melde dig til sommerweekenden, eller du kan afslutte dit ophold i Nordamerika med at køre rundt i USA og Canada i egen bil. Hvis du har lyst til at se mere af Canada eller Nordamerika, kan Travel to Farm og Kilroy også hjælpe dig med at finde en tur der passer ind i dine planer og dit budget. Fx tilbyder Kilroy en 10 dages tur rundt i Canada og Rocky-mountains for ca. 8.588 kr. Her rejser du sammen med en guide og andre unge på din alder.
Pris
7 mdr. ophold i Canada (6 mdrs. praktik & 1 mdrs. ferie)
| Returbillet KBH-Saskatchewan inkl. skatter |
9.000 kr. |
| Forsikring 7 mdr.* |
4.200 kr. |
| Gebyr til IRE (CAD 800**) |
4.650 kr. |
| Visum gebyr (SEK 985) *** |
835 kr. |
| Transport til informationsmøde i KBH |
700 kr. |
| Servicegebyr til Travel to Farm |
6.500 kr. |
| Evt. Ole Heyes legat**** |
-3.000 kr. |
| I alt |
22.885 kr. |
Bemærk at alle tal er ca. tal pga. varierende valutakurser og flypriser
*Prisen afhænger af varighed af ophold
** Hvis man ankommer efter juni og kun deltager i høsten, er gebyret CAD 500
*** Afhænger af valutakurser
**** Kan kun søges, hvis man er under landbrugsuddannelse
Krav til ansøger
• 19-29 år
• Du har mindst 1 års praktisk erfaring indenfor det område, du ønsker at arbejde med (du behøver ikke nødvendigvis at være landbrugsstuderende eller landmand)
• Kørekort til bil
• Du kan gøre dig forståelig på engelsk
• Ren straffeattest